Nye forretningsforbindelser i Vietnam

Over 30 danske virksomheder var i sidste uge med i en større erhvervsdelegation til Vietnam, som ledsagede Kronprins Frederik på hans officielle besøg til landet.

Delegationen bestod hovedsageligt af virksomheder inden for Clean-tech, Olie & Gas, Fødevarer og Vandteknologi, og den besøgte byerne Hanoi og Ho Che Min City.

ARRANGEMENTET EN SUCCES

DanskIndustri havde sammen med ambassaderne i begge byer arrangeret forløb, der var specifikt arrangeret for de forskellige erhvervssektorer, og havde i samarbejde med de deltagende virksomheder inviteret mulige kunder og samarbejdspartnere.

Der var mere end 400 deltagere begge steder, og det lykkedes de fleste af de danske virksomheder at skabe nye forretningsforbindelser, og få kontakt til nye kunder.

Jakob Engel-Schmidt, Markedskonsulent i Dansk Industri udtaler:
- En sådan begivenhed er på alle måder ideel til at igangsætte og udvikle forretningsrelationer, idet der foregår en lang række officielle arrangementer. Tilmed gjorde Kronprins Frederik en kæmpe indsats for at fremme de danske interesserer.

ANDEN BØLGE

Vietnam er med i gruppen af ”anden bølge lande”, med høje vækstrater og betydelig økonomisk udvikling. Med udvikling følger ofte et behov for grøn energi- og produktionsteknologi, samtidig med at befolkningen opnår en højere levestandard. Erhvervslivet i Danmark kan tilbyde kompetencer indenfor bl.a. grøn teknologi og fødevareteknologi, hvorfor det er nødvendigt, at vi hurtigt kommer ind på de nye vækstmarkeder.